Game Expo kommer til Viborg: Nyt spil-event samler branchen uden for hovedstaden
Link kopieret
Et nyt dansk spil- og brancheevent får premiere i Viborg til juni 2026. Game Expo skal samle udviklere, studerende og publikum til LAN, oplæg og showcases – og blive et årligt samlingspunkt for spilbranchen.
Viborg Kommune
Erhverv
Kultur
Nyheder
Foto: Axville - Unsplash
Viborg får et nyt nationalt samlingspunkt for spilbranchen, når Game Expo får premiere i Tinghallen 26.-28. juni 2026.
Eventet samler spiludviklere, studerende, esport-entusiaster og publikum til LAN, oplæg, showcases af danske spil og messestande med spiludviklere.
Game Expo bliver et årligt samlingspunkt for den danske spilbranche med særligt fokus på talentmiljøer uden for hovedstadsområdet.
Initiativet passer ind i Viborgs kreative profil med miljøer som Arsenalet, The Animation Workshop og Creative Viborg, og Viborg er samtidig en del af UNESCOs Creative Cities-netværk som Creative City inden for Media Arts.
Bag eventet står Creative Viborg, Arsenalet, Viborg Kommune, Games Denmark og onlinemagasinet Arkaden.
"Viborg Kommune har løbende fokus på at udbygge vores styrkeposition i den danske spilbranche, og lokale uddannelser bidrager allerede markant til beskæftigelsen i både den danske og internationale spilindustri," fortæller Peter Vestergaard, der er chef for Erhverv og Udvikling i Viborg Kommune.
"Den styrkeposition arbejder vi videre med de kommende år, blandt andet gennem flere uddannelsesmuligheder. Samtidig bliver Game Expo en oplagt platform til at vise børn og unge de mange muligheder, der er for at tage en kreativ uddannelse i Viborg," fortsætter han.
Første udgave finder sted samtidig med Snapsting og skal både skabe liv i byen og tiltrække nye besøgende.
Faktaboks:
Event: Game Expo
Første afholdelse: 26.–28. juni 2026
Sted: Tinghallen
Fokus: Spiludvikling, esport, animation og kreative erhverv
Aktiviteter: LAN, oplæg, showcases og messestande
Samarbejdspartnere: Creative Viborg, Arsenalet, Viborg Kommune, Games Denmark og Arkaden
Formål: Årligt samlingspunkt for dansk spilbranche med fokus på talentmiljøer uden for hovedstaden
Byprofil: Viborg er UNESCO Creative City inden for Media Arts
Vi bruger nødvendige cookies til sikre, at siden fungerer korrekt, marketing-cookies for at forbedre din oplevelse samt statistik-cookies for at måle trafik. Du kan altid tilpasse indstillingerne ved at trykke på 'Cookie-indstillinger' i nedre venstre hjørne.
Accepter kun nødvendige cookies
Accepter nødvendige cookies, marketing-cookies (Facebook) og statistik-cookies (Google Analytics)